Blog Image

Nyheder fra Legio VI Victrix Cohors II Cimbria

Om Den danske Romergruppe

LEGIO VI VICTRIX COHORS II CIMBRIA er Danmarks første romerske reenactmentgruppe. Vi tæller i dag over 50 medlemmer. Vi går op i at rekonstruere historisk udstyr fra Romerriget og leve og formidle viden om Romerriget, den romerske hær og den romerske forbindelse til Danmark i jernalderen. Vi optræder i forbindelse med museer og andre historiske formidlere. Læs mere: www.romandanes.dk

Videre til tidligere års nyheder

Fund af romerlejr udløser jubel

Vidste du? Posted on Tue, February 21, 2012 16:11:28

Forskerne fejrer fundet af en romersk militærlejr, som blev brugt under invasionen af Germanien for 2.000 år siden.

En romersk hjelm fundet i 1890 ledte arkæologer på sporet af den 2.000 år gamle militærlejr nær Olfen. Udgravninger har bl.a. afdækket dele af lejrens volde.

Efter godt 120 års søgen er det omsider lykkedes tyske arkæologer at lokalisere en 2.000 år gammel romersk militærlejr ved floden Lippe.

“Det er en sensationel opdagelse for romersk forskning i Westfalen”, siger direktør for region Westfalen-Lippe, Wolfgang Kirsch, til lokale medier.

Lejren blev fundet nær den lille by Olfen og udgør ifølge forskerne det manglende led i den kæde af romerske lejre, som lå langs Lippefloden. Den nyfundne lejr, der dækker et område svarende til syv fodboldbaner, var en af romernes vigtigste, da de omkring Kristi fødsel forsøgte at erobre det daværende Germanien.

Tusinder af romerske legionærer trængte dengang dybt ind i regionen, mens støttetropper befæstede de strategisk vigtige floder med forter og marchlejre. Ifølge forskerne blev lejren ved Olfen sandsynligvis brugt til at bevogte Lippeflodens overgange.

Lige siden 1890, da en romersk militærhjelm blev fundet nær Olfen, har forskerne ledt efter den lejr, de var sikre på havde ligget i området. Indtil videre har forskerne fundet romerske mønter og potteskår samt resterne af de forsvarsvolde af jord og træ, som beskyttede lejrens godt 1.000 legionærer.

Ifølge arkæologerne ligger lejren i område, som stort set ikke er blevet forstyrret i de sidste 2.000 år. Mulighederne for at få helt ny viden om romernes lejrbygning og soldaternes udstyr under invasionen af Germanien er derfor store. Eksperter forventer, at udgravningerne af området vil komme til at tage flere årtier.

http://historienet.dk/civilisationer/romerne/fund-af-romerlejr-udloser-jubel



Arkæologer finder sensationelt­ skibsvrag

Vidste du? Posted on Sun, January 01, 2012 12:16:41

Et af verdens bedst bevarede skibsvrag er blevet udgravet i en af Istanbuls oldtidshavne.

Det usædvanligt velbevarede skibsvrag blev fundet i Istanbuls Yenikapi-distrikt og var fyldt med amforaer med fødevarer i.

Et af verdens bedst bevarede skibsvrag er blevet udgravet i en af Istanbuls oldtidshavne. Vraget stammer fra 300- eller 400-tallet e.Kr. og er stort set intakt. Ifølge arkæologerne skyldes fartøjets gode stand, at det har været indkapslet i mudder, som har skabt en ilttom lomme uden mikroorganismer.

Det 15 m lange handelsskib var lastet med amforaer fyldt med bl.a. fisk, mandler, hasselnødder, oliven og ferskner, der ligesom skibet selv er forbløffende velbevarede.

Arkæologerne håber, at de ud fra en nærmere analyse af de mange genstande fundet om bord kan finde ud af, hvor skibet oprindeligt kom fra, og hvor det var på vej hen, da det sank.

Det velbevarede vrag blev fundet under udgravningen af den romerske kejser Theodosius’ gamle havneanlæg fra 300-tallets Konstantinopel – Istanbuls navn frem til tyrkernes erobring af byen.

Udgravningerne af havnen, som ligger i Istanbuls Yenikapi-distrikt, har været i gang siden fundet af havnen i 2004. Indtil videre har arkæologerne fundet 35 vrag fra mellem år 400 og 1100. 30 af fartøjerne er handelsskibe udstyret med sejl, mens resten er galejer, som blev roet frem med årer.

http://historienet.dk/civilisationer/arkaeologer-finder-sensationelt-skibsvrag

http://www.pasthorizonspr.com/index.php/archives/08/2011/intact-5th-century-merchant-ship-found-in-istanbul



Antik mur i Pompeji styrtet sammen

Vidste du? Posted on Tue, November 08, 2011 18:22:16

Storm og oversvømmelser har fået dele af en antik mur i Pompeji til at styre sammen.

Dele af en antik romersk mur er styrtet sammen i Pompeji i den sydlige del af Italien efter voldsomt vejr og oversvømmelser i landet.

Muren, der er bygget med den såkaldte opus incertum teknik, dvs. med store uregelmæssige sten, styrtede sammen nær Porta de Nola i et område, der er åbent for offentligheden.

Et arkæologisk hold er ved at vurdere skaderne, men der er ingen fare for offentligheden, oplyser myndighederne.

Voldsom storm

Sammenstyrtningen skete fredag, dagen efter at en voldsom storm hærgede Italien og førte til oversvømmelser rundt om i landet. Oversvømmelserne har kostet to mennesker livet og lammede på et tidspunkt hovedstaden Rom.

Sammenstyrtningen af en kendt gladiators hus og en anden mur i Pompeii sidste år vakte international bestyrtelse og bekymring over, hvorvidt den vulkanramte by er ved at forfalde.

Pompeji, der blev ramt af en voldsomt udbrud i vulkanen Vesuvio i år 79, er siden blevet delvist udgravet og i dag en af verdens bedst bevarede antikke steder. Omkring 2,5 millioner turister besøger byen hvert år. Ritzau

http://kpn.dk/historie/article2584590.ece



Romerne: 9 ton afføring afslører madvaner

Vidste du? Posted on Thu, October 06, 2011 17:49:22

Undersøgelser af en gigantisk septiktank under et 2.000 år gammelt boligkompleks viser, at romerne spiste figner, søpindsvin og mus i massevis.

De mange tons eskrementer blev fundet i en 86 m lang tunnelformet septiktank.

Udgravningen af en septiktank i den romerske by Herculaneum afslører, at den romerske middel- og underklasse spiste mere varieret end antaget.

Arkæologerne har indtil videre undersøgt et helt lastvognlæs med 2.000 år gamle eskrementer. Analyser af det organiske materiale viser, at kosten bl.a. bød på søpindsvin, æg, oliven og fisk.

Romerne spiste varieret

“Det slående ved det organiske materiale er de mange forskellige typer mad, de spiste”, siger professor Wallace-Hadrill, der leder Herculaneum Conservation Project.

Ifølge professoren var hjemmeopfedede mus efter alt at dømme også på menukortet i Herculaneum, der blev begravet i aske under vulkanen Vesuvs udbrud i år 79.

Forskerne vurderer, at septiktanken var tilknyttet en treetagers lejekaserne med ca. 150 beboere. Fra hver lejlighed førte skakte latrin- og køkkenaffald – heriblandt knuste tallerkener og glas – ned i septiktanken under huset. De mange fund vil blive udstillet på Britisk Museum i 2013

http://historienet.dk/civilisationer/romerne/romerne-9-ton-affoering-afsloerer-madvaner



Døden på stranden

Vidste du? Posted on Wed, September 21, 2011 15:48:24

Nye udgravninger indikerer, at Vesuvios berømte udbrud, der begravede byerne Herculaneum og Pompeji i år 79 e.Kr., ikke fandt sted om sommeren, som man ellers har troet.

I 79 e.Kr. blev indbyggerne i Herculaneum overrasket af udbruddet fra den slumrende vulkan.

Vesuvio-bjergets konturer havde siden sidste udbrud i slutningen af 600-tallet f.Kr. antaget blide former, der ikke virkede truende.

Det er i den forbindelse interessant, at geografen Strabon (ca. 64 f.Kr.-21 e.Kr.), der kort tid før havde set vulkanen Etna på Sicilien, var en af de få, der havde erkendt, at Vesuvio netop var en vulkan:

»Over disse steder knejser bjerget Vesuvio, der er omgivet af smukke marker, undtagen på toppen. Den er overvejende flad, helt nøgen og askegrå, og den fremviser porøse hulninger med sten, der er sodet på overfladen, som havde de været fortæret af ild, så at man skulle tro, at dette sted først havde brændt og havde haft kratere af ild, men var udslukt, da brændet var sluppet op.«

Skelet af velhavende kvinde med bevarede finger og armringe i guld, som fundet på stedet i begyndelsen af 1980’erne, hvor omkring 300 skeletter blev udgravet ved stranden og i bådhusene.

Den ødelæggende kraft

Pompeji, der ligger ca. 15 km fra krateret, blev begravet af et kun seks meter tykt lag, sammensat af lapilli, det vil sige pimpsten, og aske.

Men Herculaneum, der lå blot syv km væk, blev i stedet oversvømmet af hurtige og voldsomme glødende askeskyer, såkaldte pyroklastiske strømme, der stivnede i en højde på 20-25 m.

Disse strømme rev tagene af husene, væltede statuerne af deres baser og dræbte alle mennesker med deres voldsomhed ved kvælning og forbrændinger.

Det var en tragedie, der kan sammenlignes med udbruddet af Mont Pelée i Martinique i 1902, hvor kun to ud af 28.000 mennesker undslap døden.

Største samling af organisk materiale fra den romerske verden

Man kan få en idé om den kraft, der ramte befolkningen, ved at se på marmorstatuen af statholderen Marcus Nonius Balbus, der stod på pladsen foran Terme Suburbane (De suburbane Bade).

Statuen er fundet, afbrækket ved anklerne, omkring 15 m væk fra statuebasen. Hvis dette er tilfældet med statuer, hvad kan der så ikke være sket med mennesker!

I Pompeji blev de organiske rester nedbrudt i askelaget og efterlod et aftryk. Derfor kan man ved udfyldning af hulrummet med hurtigtstørknende gips genskabe i hvert fald formen af møbler, mennesker, dyr, planterødder m.v.

I Herculaneum blev de derimod forseglet af det 20 m høje vulkanske lag, og derfor besidder vi her den største samling af organisk materiale fra den romerske verden: skeletter, møbler, tekstiler og lignende.

Vugge fra Casa delle Gemma i Herculaneum. Huset er opkaldt efter en gemme, smykkesten, som man fandt ved udgravningen. I vuggen lå knoglerne af et spædbarn samt rester af tøj.

Største samling af organisk materiale fra den romerske verden

Man kan få en idé om den kraft, der ramte befolkningen, ved at se på marmorstatuen af statholderen Marcus Nonius Balbus, der stod på pladsen foran Terme Suburbane (De suburbane Bade).

Statuen er fundet, afbrækket ved anklerne, omkring 15 m væk fra statuebasen. Hvis dette er tilfældet med statuer, hvad kan der så ikke være sket med mennesker!

I Pompeji blev de organiske rester nedbrudt i askelaget og efterlod et aftryk. Derfor kan man ved udfyldning af hulrummet med hurtigtstørknende gips genskabe i hvert fald formen af møbler, mennesker, dyr, planterødder m.v.

I Herculaneum blev de derimod forseglet af det 20 m høje vulkanske lag, og derfor besidder vi her den største samling af organisk materiale fra den romerske verden: skeletter, møbler, tekstiler og lignende.

Overskygget af Pompeji

På trods af disse ekstraordinære fund har Herculaneum i verdens øjne stået i skyggen af Pompeji i de seneste årtier.

Det er sigende, at hvor der er to millioner besøgende om året i Pompeji, er der kun henved 300.000, der besøger Herculaneum.

Man kan forklare det med, at Pompeji er den største by med ca. 20.000 indbyggere, og at den er næsten helt udgravet, mens Herculaneum er mindre med et formodet indbyggertal på omkring 10.000, og blot en fjerdedel udgravet.

De seneste års udgravninger synes dog at have løst Herculaneum fra denne ’lillesøsterrolle’. Det skyldes helt særlige videnskabelige opdagelser, der nærmest blev gjort ved et uheld.

I led med planerne for den istandsættelse, der fulgte jordskælvet i 1980, besluttede man at dræne området foran Terme Suburbane, der lå permanent oversvømmet, fordi området ligger mindst tre meter under den nutidige havoverflade.

Man havde indtil disse udgravninger ment, at den gamle kystlinje gik op til 250 m fra badeanlægget i retning af den nuværende kystlinje, der befinder sig hele 400 m væk.

Den sensationelle opdagelse

I stedet fandt man lige foran badeanlægget ikke blot den antikke strand med sand og strandskaller, men også en anløbsbro udhugget i klippen.

Her lå også en række hvælvede rum med udsigt over havnen, i en arkitektur, der den dag i dag er typisk for kystbyerne i omegnen, som Torre del Greco, Torre Annunziata m.fl., og som fungerer som lagerplads for lokale fiskere.

Denne antagelse blev endelig bekræftet, da man fandt en lukket kurv bestående af forkullede strå. Her afslørede radiografi en lang snøre, omhyggeligt omviklet med fastgjorte fiskekroge, der var sat på kurvens inderside.

Man fandt også talrige skeletter spredt ud på strandbredden, mens dusinvis lå gemt i de hvælvede rum; bådhuse, der vendte ud mod havnen.

Der må være tale om folk, der var afskåret fra nogen anden flugtvej og derfor instinktivt forsøgte at forlade stedet ad søvejen, som Plinius d. Yngre (ca. 61-114 e.Kr.) beskriver det: »Der var ingen flugt, undtagen ad søvejen.«

Var man ikke allerede blevet kastet omkuld af den glødende askestrøm eller ens flugt blevet forhindret af de tilbagestrømmende tidevandsbølger, så døde man af kvælning, hvilket ses af, at størstedelen af skeletterne blev fundet med åben mund.

Kort over Napolibugten med Herculaneum vest for og Pompeji på sydsiden af Vesuvio.

»Den sidste nat i verden«

Der har været gruopvækkende scener, som man fornemmer, når man læser, hvordan Plinius d. Yngre beskriver den panik, der greb indbyggerne i Misenum, en by, der lå et godt stykke væk fra den umiddelbare farezone:

»Man kunne høre jammer fra kvinderne, skrig fra børnene og råb fra mændene: nogle prøvede med deres stemmer at finde deres forældre, andre deres børn, andre deres koner, eller at genkende dem på stemmerne…

»Der var dem, der af frygt for døden bad om at måtte dø, og mange hævede deres arme mod guderne, mens endnu flere udlagde det sådan, at guderne ikke længere var til, og at dette var den sidste nat i verden.«

Op imod 40 mænd, kvinder, gamle, børn, slaver og rige lå hulter til bulter i et enkelt rum på havnen, der målte blot 4,5 x 3 m. På stranden blev der også fundet en romersk soldat i fuld udrustning.

Hans udrustning består af et bredt udsnit af våben af forskellig herkomst, blandt andet to sværd ved siden, sat i et bælte lavet af sølvplader, samt en pose, der indeholder en træhammer og to mejsler.

Bevægende er ligeledes fundet af en ung kvinde på omkring 25 år, der knuger sit spædbarn på syv måneder ind til sig. Nogle af de flygtende nåede kun at tage de smykker med, som de havde på sig, mens andre ligefrem bar små smykkeskrin.

Blandt kuriositeterne er en møntboks med kombinationslås, men der er også fundet signetringe, halskæder, armbånd, øreringe og amuletter.

En forfærdelig død

Indtil nu har man udgravet omkring 300 skeletter, hvilket er en enestående opdagelse for den fysiske antropologi, når man betænker, at romerne ellers på dette tidspunkt fortrinsvis brændte deres døde.

Her har man adgang til et bredt udsnit af en sund befolkning, der er død ved en naturkatastrofe og ikke af biologiske årsager.

De fleste kranier er eksploderet, og knoglerne er forkullede, hvilket viser, at de flygtende blev fejet op af en glødende sky på omkring 500 grader.

Den medførte en øjeblikkelig dehydrering og fik bogstavelig talt kroppens organer til at eksplodere. Det har været en forfærdelig død.

Området foran Herculaneums nederste terrasse, hvor skeletterne blev fundet, var i oldtiden strand med sort vulkansk sand. Her ses området oversvømmet i 2000 som følge af nedbrud i vandpumperne.

Forskellige sundhedstilstande

Skeletterne dokumenterer en generel god sundhedstilstand i befolkningen. Flere af dem er harmoniske og vidner om, at personerne hørte til de højere sociale lag, i og med at kroppene synes at være vokset uden stressfaktorer og gennem idræt.

Dette er for eksempel tilfældet med den såkaldte ’Pretty Lady’, en ung kvinde med en velproportioneret krop og et fint tandsæt. Omvendt har slaver og individer fra de laveste sociale lag været tvunget til at bære tunge byrder.

De har derfor været udsat for slitage ved det hårde arbejde, og de har ofte døjet med skæve rygsøjler og forkalkning af flere ryghvirvler, hvilket ses på nogle af skeletterne.

Man kan for eksempel genkende fiskere på de overudviklede arme og skuldre, der kommer af roning, og ved det slid på hjørnetænderne, der stammer fra, at de skulle holde nettet fast med tænderne, når det skulle klargøres.

Der er generelt meget lidt caries, hvilket skyldes, at romerne generelt brugte honning som sødemiddel, hvorimod rørsukker anvendtes i langt mindre grad.

Familiemæssige bånd afsløres eller antydes ofte af den kropsholdning og positur, de fundne skeletter har, såsom mænd, der omfavner deres hustruer, og mødre, der dækker deres børn med deres krop.

Det har dog ikke været muligt at foretage DNA-analyser, som kan bekræfte de familiære tilhørsforhold, fordi de høje temperaturer ved udbruddet har ødelagt knoglemarven.

Nye spor til at fastlægge dato

Som et sidste kuriosum hjælper fundene til nærmere at fastlægge datoen for selve udbruddet.

I 1984 fandt man et skelet i Herculaneum med rester af en pelshue. Til det kan lægges, at afstøbninger af de døde fra Pompeji viser, at folk bar stofrigt og tungt tøj.

Traditionelt angiver man i litteraturen datoen til 24. august år 79 e.Kr. Men i de antikke manuskripter og afskrifter af Plinius d. Yngres breve svinger datoen.

Datoen svinger mellem mere end 12 forskellige angivelser: mellem nonum kal(endas) septembres (24. august) til nonum kal(endas) decembres (23. november).

Faktisk er der blandt de fundne frugter både ferskner, rønnebær, æbler og granatæbler, hvilket kunne antyde en dato efter sommeren.

Samtidigt blev vinamforerne ikke fundet i kældrene, men i køkkenerne, netop fordi den første accelererede ældning skulle ske under varmepåvirkning, et tegn på at vinhøsten netop var afsluttet.

Der er derfor næppe nogen tvivl om, at udbruddet, der ødelagde Pompeji og Herculaneum i år 79 indtraf et sted i oktober, og ikke om sommeren i august.

http://videnskab.dk/kultur-samfund/doden-pa-stranden-ny-viden-om-historisk-udbrud-fra-vesuv

Tidsskriftet SFINX

Denne artikel er en let omarbejdet udgave af en artikel i Tidsskriftet SFINX, september 2011.

SFINX er det danske populærvidenskabelige tidsskrift om middelhavslandene og Nærorienten.

September-nummeret er et temanummer om ruinbyen Herculaneum. Her vil du blandt andet også kunne læse om:

Papyrusvillaen

Tunneler og statuer

Bevaringsstrategier i Herculaneum

Velbevaret træ

Læs mere om SFINX og bestil abonnement på tidsskriftetsfinx.dk



Next »