Fra den 12. oktober 2012 til 17. Februar 2013. Vil Esbjerg Museum vise særudstillingen SEMPER PARATUS om den romerske legionær.

Udstillingen, der vil være bygget op omkring COHORS II CIMBRIAs lejrudstyr, våben og rustninger, vil fremvise livet som legionær i de romerske legioner og romerrigets påvirkning på det danske område i Ældre Romersk Jernalder (0-300 evt.).

Udstillingen er designet af COHORS IIs Henrik Kristiansen og Thomas Rafn i samarbejde med Anne Sofie Lundtofte fra Esbjerg Museum. Udstillingen bliver en af de dyreste særudstillinger museet har opsat i nyere tid. Udstillingen vil ud over udstyr fra COHORS II og fund fra museets egne arkiver også omfatte den 1,5 tons tunge romerske kastemaskine Hatra Ballista fra Hjemsted Oldtidspark.

Udstillingen åbnes til Kulturnatten på Esbjerg Museum, fredag den 12. oktober kl. 18.00 hvor medlemmer af Cohors II vil være deltagende i et aftenevent i Romerrigets tegn.

Ud over at se levende legionærer vil der denne aften også være mulighed for smagsprøver fra det antikke romerske køkken, fremstillet af Civiles fra COHORS II, samt mange andre “romerske” aktiviteter.